Artikler og emner
Sådan bader du dit nyfødte barn
Spørgsmål: Hvad bør vi vide om at bade det barn, vi snart skal have? Har babyer brug for at komme i karbad hver dag, eller er det nok med en fugtet svamp? Hvad kan vi forvente, og hvad bør vi undgå?
Danny and Olivia Newton
Svar: Daniel og Olivia Det er rigtig godt, at I begge tænker fremad på, hvordan I vil deles om at passe jeres barn. Badet kan give mødre og fædre en fantastisk mulighed for at knytte sig til barnet. Husk, at badet ikke kun handler om at blive ren. Det er en lejlighed til at tale og lege med, synge for og kærtegne dit barn og give hende tryghed.

Tips til at bade din baby:

Bad dit barn 2-3 gange om ugen. Mange tror, at babyer skal i bad hver dag, men det kan udtørre barnets hud. Hvis du rengør barnets numse omhyggeligt, når I skifter ble, er det tilstrækkeligt med et bad 2-3 gange om ugen.

Hav udstyret parat:
  • Et vandfad, plastikbadekar eller håndvasken
  • Varmt vand (Tjek temperaturen på dit håndled eller din albue for at sikre, at vandet ikke er for varmt, så barnet risikerer at brænde sig).
  • Mild babysæbe (Brug ikke almindelig sæbe med parfume, lugtfjernende midler og antiperspiranter, der kan irritere barnets hud.)
  • Babyshampoo
  • En vaskeklud eller blød svamp
  • En kop til at hælde med
  • Håndklæder (Babyhåndklæder med hætte er gode til at holde barnets hoved varmt og tørt).

Start med blot at vaske det nyfødte barn med en klud. Dette er nødvendigt for at holde navlestrengen tør, indtil den falder af. Hos de fleste babyer sker det inden for de første tre uger. Du kan bade barnet med en klud eller svamp i et vandfad, i et plastikbadekar eller i håndvasken. Læg et håndklæde eller et blødt underlag under barnet for at polstre den hårde overflade og undgå, at han glider. Nyfødte er ofte følsomme over for at være nøgne, og du bør derfor bade barnet i et varmt rum og holde ham dækket med et håndklæde, så du kun afdækker dele af kroppen, mens du vasker ham.

Når navlestrengen er faldet af, kan du putte barnet i vandet, når han skal i bad. Badet bør være kortvarigt til at starte med. Hvis dit barn ikke bryder sig om vandet, kan du fortsætte med at bade ham med en klud, indtil han er klar. Med tiden vil han elske at være i bad i længere tid, så han kan lege og plaske.

Flere tips om sikkerhed og hygiejne:
  • Bland varmt og koldt vand for at undgå skoldning, og tjek badevandets temperatur, før du putter barnet i.
  • Hold altid barnet med mindst én hånd for at forhindre drukning, og hold hendes ansigt og bryst over vandet. Hvis du er nødt til at forlade rummet for at hente noget eller tage telefonen, skal du svøbe barnet i et håndklæde og tage hende med dig. Lad aldrig barnet være alene i badet.
  • Mange mennesker vasker barnets ansigt og hår først, derefter kroppen og til sidst numsen. Dette sikrer, at vandet og vaskekluden, der anvendes til ansigtet, ikke har bakterier fra afføring. Men hvis dit barn ikke bryder sig om, når du vasker hendes ansigt og hår, kan du overveje at vaske det til sidst med en ren, fugtig vaskeklud.
  • Undgå at få shampoo i barnets øjne, når du skyller hans hår, ved at vippe hans hoved bagud og hule hånden over hans pande, så vandet løber af til siden.
Karen Sokal-Gutierrez M.D., M.P.H. Pediatrician