Artikler og emner
Myter om det at være mor
Hvis du nærmer dig den dag, hvor du er sat til at føde, kan det være svært ikke at drømme om den perfekte fødsel, den perfekte baby og dit billede af at blive den "perfekte mor". Selvom det er fristende at forestille sig drømmescenariet, er det også vigtigt at erkende realiteterne som førstegangsmor og at skelne mellem fakta og fiktion. Her er nogle almindelige myter om fødsler og begyndelsen af moderskabet.

Myte 1: Jeg kan styre fødslen.
En af de få forudsigelige ting ved en fødsel er, at den er uforudsigelig. Ikke to fødsler er ens, og det er svært at vide præcis, hvad man kan forvente. Nogle par skriver detaljerede fødselsplaner og prøver at foregribe ethvert tænkeligt fødselsscenarie. Mange kvinder er fast besluttet på ikke at bruge smertestillende midler og føler sig som en fiasko, hvis de skifter mening under fødslen. Selvom det er sjovt at forestille sig fødslen, er de mest vellykkede fødsler dem, hvor parrene er fleksible og åbne over for deres eget fødselsforløb. Jeg har mødt par, der var skuffede efter en fantastisk fødsel, fordi den ikke helt forløb efter deres fødselsplan, mens andre par er ekstatiske over deres fødselsforløb, selvom det var ret kompliceret. Erkend, at du ikke kan styre, hvad der sker under fødslen, og at der er mange måder at have en fantastisk fødsel på.

Myte 2: Jeg får et helt specielt forhold til min baby med det samme.
Naturen har en skøn måde til at sikre, at forældre knytter sig til deres nyfødte baby på. Der opstår dog ikke nødvendigvis kærlige følelser med det samme, og der kan gå noget tid, før det sker. Mødre, der er udmattede, har smerter eller er skuffede efter en anstrengende fødsel, har brug for tid til at komme sig. Mens nogle mødre føler stor kærlighed lige med det samme, har andre brug for tid til at bearbejde deres reaktion oven på fødslen og lære barnet at kende. Hvis din fødselsoplevelse afviger væsentligt fra dine forventninger, skal du være god ved dig selv. Lad være med at bekymre dig, hvis du ikke får kærlige følelser og bliver beskyttende over for din nyfødte baby med det samme. Disse følelser kommer, når du er klar.

Myte 3: Moderskabet er intuitivt og naturligt.
Nogle mennesker har stor erfaring med babyer og andre har ikke. Kvinder med masser af personlig erfaring med at tage sig af nyfødte har helt sikkert lettere ved at føle sig godt tilpas sammen med deres egen baby. Hvis du ikke har haft megen mulighed for at tage dig af en nyfødt, skal du se, om du ikke kan øve dig lidt. Besøg en ven, som har en nyfødt, eller overvej at få undervisning i spædbarnspleje. Nogle hospitaler eller sundhedsplejersker tilbyder private timer eller holdundervisning for førstegangsforældre. Her lærer du, hvordan du tager dig af en nyfødt, samt hvordan du spotter og løser almindelige problemer, når de opstår.

Myte 4: Jeg får en perfekt baby.
Vi ønsker alle det perfekte barn, som let falder til ro i vores arme, som let kan ammes, og som sover igennem hele natten. Trods vores bedste intentioner er nogle babyer svære at trøste, nogle har kolik, andre får allergi, og de fleste sover ikke igennem i de første mange måneder. Forældreskabet er ligesom fødslen uforudsigeligt. Det kræver fleksibilitet og en god humoristisk sans. Din baby vil være "perfekt" i dine øjne.

Myte 5: Jeg kommer hurtigt i form igen.
Det tog flere måneder at tage din graviditetsvægt på, og det tager sandsynligvis lige så lang tid at genvinde din oprindelige fysiske form. Husk at motionere i det daglige, hvor det kan lade sig gøre, og spis sund og næringsrig kost for at få energi. Men, vær tålmodig. Det tager tid at tabe de kilo, der røg på under graviditeten.

Myte 6: Jeg skal altid være glad og ikke indrømme, hvor udfordrende det er at være mor.
De fleste mødre oplever glæde og tilfredsstillelse, men det er hårdt arbejde at være mor! Du skal stå til rådighed døgnet rundt for det nye familiemedlem, og det er udmattende. Hvis du lægger dine huslige pligter og andre arbejdsopgaver oveni, er det ikke så mærkeligt, at du føler dig overvældet. Få en god ven eller et familiemedlem til at hjælpe dig i de første uger, eller ansæt en dygtig hjælper. Du behøver ikke gøre alting selv.

Laura E. Stachel M.D. Obstetrician & Gynecologist