Artikler og emner
Rengøring med en nyfødt i huset
Spørgsmål: Min søn på 14 uger vil bare have, at jeg holder ham, og virker slet ikke interesseret i legetøj. Han er mere interesseret i ansigter, kropskontakt, tale og sang. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det også er godt, men jeg kan ikke få noget husarbejde fra hånden, fordi han ikke vil lege i sin vippe- eller hoppestol. Hvad skal jeg gøre?
Nancy Philadelphia
Svar: Nanna, det er en konstant udfordring for forældre at fordele tiden ligeligt, så vi både kan tage os af vores børn og af husholdnings- og arbejdspligter. Små børns evne til at lege selv afhænger af deres alder, udvikling og naturlige temperament. I det første leveår er babyer naturligt programmerede til at være interesserede i ansigter, kropskontakt, tale og sang. Det er sådan, dit barn knytter sig til dig, lærer at stole på, at du er der til at opfylde hans behov, og begynder at lære sprogets og det sociale samværs rytme.

Skønt nogle småbørn har et mere søvnigt og roligt temperament og måske ikke har behov for så meget interaktion, lyder det til, at dit barn har et mere vågent og socialt temperament. Dette er en vidunderlig del af dit barns udvikling, men det kan blive nødvendigt for dig at justere dine forventninger. Nyd at lege med dit barn, når han er vågen, uden at forvente at få meget husligt arbejde fra hånden.

Når det er sagt, er der nogle strategier til at få lavet lidt husarbejde:
  • Put barnet i en slynge eller i en bæresele på brystet eller ryggen. Så kan du klare husarbejdet (f.eks. opvask, støvsugning og vasketøj), mens du bærer dit barn og taler til eller synger for ham. Han vil nyde den fysiske nærhed, de spændende synsoplevelser og den vuggende bevægelse.
  • Find på et vekslende udvalg af legeaktiviteter, der kan underholde dit barn i korte perioder ad gangen. Det kan f.eks. være et tæppe på gulvet med legetøj og spejle til leg på maven, et aktivitetstæppe med hængende genstande, han kan lege med på ryggen, en gynge, osv. Prøv hver aktivitet en kort stund, indtil han begynder at give udtryk for, at han keder sig, og brug så noget tid på at holde ham og lege med ham, inden du sætter ham i gang med en anden aktivitet. Med tiden vil barnet lære at holde af at lege selv i længere tid ad gangen.
  • Benyt tiden, mens barnet sover, til at få gjort nogle ting, der kræver mere koncentreret opmærksomhed, som f.eks. at betale regninger eller foretage telefonopkald. Eller brug tiden til selv at hvile dig. Prøv at gå en tur med barnet hver dag, så I kan få lidt frisk luft. Mange forældre oplever, at det hjælper barnet til at sove bedre.
  • Planlæg nogle faste tidspunkter, hvor du får hjælp til at passe dit barn, så du kan få en pause til at få ordnet nogle ting eller bare slappe af og tage et langt karbad, mødes i byen med en veninde, træne, gå i biografen eller til koncert, osv. Det er nu, det er tid til at tage imod al den hjælp, du kan få fra familie, venner og babysittere.
Karen Sokal-Gutierrez M.D., M.P.H. Pediatrician